18. december – Nissesangleg for 0-100-årige
Det er julerytmik-onsdag og jeg faldt tilfældigt over en klassiker, som jeg har brugt meget til babyrytmik – uanset årstiden ;)
Nissen er en kunstig mand. En gammel, gammel sangleg, som står i De små synger. Så hvis du ikke kender melodien, gør din mor måske eller din bedstemor (de er jo helt vildt gamle)?! Den starter ligesom “Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en gammel mand”. Herefter bliver melodien anderledes, sådan lidt opremsende, dvs. hver linje lyder ens.
Sanglegen er en fagte- og bevægelsesleg for store som små. Til babyrytmik er det den voksne, der laver fagter og bevæger babyens arme og ben.
Nissen er en kunstig mand
Mange kunster nissen kan.
Han kan neje, bukke.
Han kan æbler plukke.
Han kan veje varer.
han kan skyde harer.
Han kan vralte, vrikke.
Dikkedikkedikke!
Med børn, som selv kan lave fagter og bevægelser, leger man sådan:
1. linje: Fægt med pegefingeren i luften
2. linje: Vift med alle fingrene på begge hænder.
3. linje: Buk kroppen – hovedet så lang ned mod gulvet som muligt.
4. linje: Stræk armene en ad gangen op mod loftet.
5. linje: Stræk armene ud til siden og vip hele overkroppen fra side til side (som en gammeldags vægt).
6. linje: Lav et gevær med armene og “skyd” i forskellige retninger.
7. linje: Gå rundt om dig selv, imens du vrikker med numsen.
8. linje: Udelades.
Med en baby leger man sådan:
Baby ligger på ryggen på gulvet, puslebordet eller den voksnes strakte ben.
1. linje: Fægt med pegefingeren: ”Nu skal du høre”.
2. linje: Vift med alle fingrene.
3. linje: Buk baby ved at tage fat i fødderne og skubbe knæene op over maven.
4. linje: Stræk armene op over hovedet en ad gangen 4 gange i alt.
5. linje: Hold baby i hænderne og løft overkroppen op. Er det en lille baby, holder du under armene og støtter nakken.
6. linje: Prik rundt på babys mave med en finger.
7. linje: Hold om babys lår og vip underkroppen fra side til side.
8. linje: Kild baby!
Sådanne fagte-/bevægelsessange er gode til at styrke sproget. Når barnet har en bevægelse at knytte ordene til, er de lettere at huske.
Bevægelserne er god “opvarmning” af kroppen, hvis man er opmærksom på at udføre strækkene rigtig godt – heeelt ned til gulvet og heeelt op til loftet.
Jeg lavede sanglegen her til aften med Pelle, som ikke er en baby – men han kan stadig godt lide legen ;)
/Stine
PS Fik du læst julekalenderen i går d. 17. december – Julebag er læring, når det smager bedst?
[social_share/]
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!