P for Proptrækker

Den første billedordbog | Brug den til sprogstimulering – også med 3-5-årige

I har sikkert flere varianter af “Min første ordbog”. Det er den slags pegebøger, hvor der er en masse billeder på hver side – gerne indenfor et bestemt tema – og hvor ordet er skrevet ved siden af hver enkelt motiv. Vi har en med Plet og en med Thomas Tog og flere andre.
Pelles yndlingsordbog for tiden er denne:

Min første ordbog

Han er begyndt at øve sig i skriftsprog med den, og det tip vil jeg give videre, men lad mig starte med idéer til, hvordan du bruger billedordbøger til at stimulere barnets sprog, der hvor han er i sin udvikling.

Pege-ordbøger er gode til at øge barnets ordforråd

Når barnet endnu ikke kan tale, kan du

♥ pege på motiverne og benævne dem og fortælle lidt om dem
♥ bede barnet om at pege på det, man nævner

Når barnet er ved at lære at tale, kan du

♥ gøre som før og samtidig opfordre barnet til at gentage (hvis han ikke gør det af sig selv)
♥ pege på motiverne og lade barnet benævne dem og fortælle om dem
♥ lade barnet pege og benævne

Når barnet skal have trænet udtalen, kan du

♥ gøre som når barnet er ved at lære at tale
♥ træne ord, som barnet ikke udtaler korrekt ved at bede barnet om at kigge på din mund, når du siger ordet (tydeligt) og dernæst gentage

Når barnet har et stort ordforråd, kan du begynde at lave gåder, fx

♥ kan du finde noget som er gult?
♥ kan du finde den, man graver med?
♥ kan du finde noget, man kan spise?

At lede efter motiver i en billedordbog giver barnet god øvelse i at kigge på “myldrebilleder” (kendt fra fx Flunkerne eller Find Holger). Det er en aktivitet, som stimulerer barnets synssans og evne til at fokusere på detaljer i en forvirrende helhed. Når barnet skal lære at læse, er det en vigtig evne at kunne fokusere på detaljerne og skelne mellem de tegnede streger. Ellers vil barnet opleve, at bogstaverne hopper og danser på siderne og så er det svært at læse.

P for Proptrækker

Pelle på 3,5 år har efterhånden fået et godt ordforråd og jeg bruger derfor ordbogen til at få ham til at sige sætninger om hvert ord/billede. Men på det seneste er han begyndt på noget nyt – helt af sig selv: Han finder P’er. “Der står Pelle!”, siger han og peger på et P.
P for Pelle.
Den aktivitet er startet i børnehaven, hvor der er navne- og ordskilte overalt. På køleskabet står der MADPAKKER. Der gik lige nogle dage, før jeg fattede, hvorfor Pelle sagde “Der står Pelle”, når han pegede på det skilt. Han genkendte selvfølgelig P’et :)

Han er altså ikke begyndt at lære bogstavernes navne endnu. Men han kan genkende forbogstavet fra sit eget navn og det forbinder han i første omgang med hele navnet. Han har forstået, at de sjove kruseduller har en betydning og at de kan læses. Han er godt i gang med sin skriftsprogs- og læseudvikling. (Og at han kan skelne mellem p, b og d er ret godt gået! Det er noget, mange børn kæmper med i skolen.)

P for Pindsvin

Hvornår barnet begynder at interessere sig for bogstaver og læsning er meget forskelligt. Nogle begynder allerede i 2-årsalderen. Og det gør de, hvis de bliver præsenteret for skriftsproget. Hvis det er en synlig del af deres hverdag, og de voksne omkring dem peger og fortæller og gør det til en leg. Lysten til at lære bogstaverne kommer helt af sig selv.

Så tippet, jeg ville give videre fra Pelle, er: Gør læsning til en naturlig leg. Peg på ordene i bogen og læs dem. Peg barnets forbogstav ud. Lige pludselig vil barnet efterligne legen.

/Stine

[social_share]

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *