Indlæg

Ib Strit spejler sig

I dag kom de første prøvetryk af vores bøger med posten, og de skulle straks læses med børnene.

[ipic id=”582445777982071147″]

En helt særlig følelse… Og selvfølgelig med en vis spænding over, hvordan bøgerne egentlig fungerer som bøger. Teksterne har vi jo i lang tid kun brugt som sangtekster.

Sif på 9 år læste højt. Tue på 6 år, som er ved at knække læsekoden, læste efter. Og Pelle på 3 år (dvs. midt i vores faktiske målgruppe) kiggede på illustrationerne og lyttede.

“Kan du se den runde snude?”, læste Sif og Pelle pegede på hundens snude. Osv. Det var sjovt at opleve.

Men det der vakte størst begejstring hos mig, var, at Pelle pegede på Ib Strit på hvert eneste billede og sagde: “Det er mig”!!

Idéen til Ib Strit kom faktisk først senere. Han bliver ikke direkte omtalt i teksterne. Til at starte med var det bare tøjvæsenerne, der optrådte i hver sin billedsangbog. Ib Strit kom ind i billedet (bogstaveligt talt), for at barnet, der kigger i bogen, har en at spejle sig i. Barnet kan genkende sig selv i Ib Strit, og så er barnet med eet Ib Strit. Og det er ret heldigt, for Ib Strit leger jo med tøjvæsenerne, ligesom barnet gør i virkeligheden (eller kommer til at gøre).

I bøgerne går Ib Strits leg med tøjvæsenerne dog et skridt videre ad fantasiens vej. Handlingen udspiller sig i et landskab og Ib Strit bevæger sig ganske umærkeligt rundt i det på lige fod med tøjvæsenerne. I luften, i vandet, på en flagranke. Sommetider kan han være meget lille og sommetider kan han være stor.

Hvem ville ikke gerne kunne det?

Ib Strit bliver et hit (som nogen sagde på facebook)…

 

/Stine