Indlæg

Ridder-app – Samle, spille, bygge

Pelle på 3 er vild med tegnefilmen Ridder Mikkel på Ramasjang.

Og nu har jeg fundet den perfekte app til ham: Wungi Knights.
Til iPhone/iPad og fås også til Android.

Spillet starter med, at den onde troldmand tryller prinsessens slot væk. Den lille ridderdreng må hjælpe prinsessen med at bygge slottet igen. Han drager ud i verden, som er et afgrænset landskab, for at samle 20 byggeklodser. Barnet kan vælge, om ridderen skal gå, ride på sin hest eller flyve på sin drage – og kan skifte løbende. Til gengæld styrer barnet ikke selv ridderen. Barnets opgave er at spotte og tappe på byggeklodserne, som ligger synlige i landskabet. Nogle klodser kan man kun få ved at gennemføre små minispil:

Skyde med bue og pil, slås mod en dukke, fodre en drage med muffins, sortere frugter i kurve, putte ingredienser i en gryde med trylledrik, vaske en hest, samle et sværd.

Når man tapper på klodsen, kommer man tilbage til slotspladsen. Her bliver klodsen til en del til at bygge slottet: Et tårn, et stykke af slotsmuren, en brønd m.m. På turen rundt i landskabet kan man vende tilbage til opgaverne og udføre dem igen, indtil man har samlet alle delene til slottet. Så er spillet færdigt.

Spillet er ganske brugervenligt for målgruppen. De små minispil er helt perfekte – og sjove – man skal både trække, trykke, dreje, sigte og genkende former og farver. Også byggeriet af slottet, hvor man kan placere delene lige, hvor man vil – de smutter ikke ned på en bestemt plads, men kan trækkes rundt med en finger. Man kan også dreje hele scenen rundt, så man kan se slottet fra alle sider, hvilket giver god træning af den rumlige sans.

Lydsiden er fin med middelalderlige toner og supplerer scenariet rigtig godt, så spillet alt i alt giver barnet en god genreforståelse.

Og Pelle er vild med det :)

/Stine

[social_share/]

Sådan lærer barnet at skrive bogstaver – Skriftsprogsudvikling

Når børn starter i 0. klasse, forventes det, at de allerede er i gang med deres skriftsprogsudvikling og har kendskab til bogstaverne.

Der findes masser af materialer, hvor førskolebarnet kan øve sig i at skrive bogstaverne. Og nogle børnehaver øver skrivning med skolegrupperne.

Men ligesom det kræver udviking af balancen, før barnet kan gå, kræver bogstavgenkendelse og skrivning af bogstaver, at barnet har forstået form og bevægelse med både krop og hjerne. Det er en basal del af barnets tidlige skriftsprogsudvikling.

Og det kan man sagtens træne i børnehavealderen med  andre aktiviteter – med eller uden fokus på bogstavgenkendelse.

I Smålinger ‘leg og læring’s-kit HUNDEN SNUS, får man fx denne tegning til print, hvor barnet skal tegne rund snude og runde øjne (bogstavsformen o + grundbevægelse til a, å, e, æ, g, c, d, q). Og tunge og ører (bogstavsformen u + grundbevægelse til t, j, g, h, m, n).

[ipic id=”649114404285850078″]

(Her er det Jonathan på 3 år, som ikke er nået så langt i sin tegneudvikling endnu.  Men han er dygtig til at tegne de rigtige steder!)

Bogstavgenkendelse

Når barnet viser interesse for bogstaverne og kan genkende fx dem fra sit eget navn, så prøv sammen med barnet at lægge mærke til, om der gemmer sig bogstaver i omgivelserne. Får man først gang i den leg, kan man finde og lave bogstaver overalt!

Her er hvad, Jonathan, har set for nyligt:

Her er forslag til, hvordan I kan gøre måltiderne til skriftsprogsudvikling:

♥ spis havregrød eller kartoffelmos så det, der ligger tilbage på tallerkenen ligner et bogstav
♥ bid rugbrødsmadderne så bogstavsformer træder frem
♥ lav en bolledej og form bollerne i bogstaver
♥ læg grøntsagshapserne så de danner bogstaver

Sorry, pæne manerer må vige for uddannelsen af ungdommen!

I kittet SLANGEN LANGEMAND foreslår vi aktiviteten Form slangen til et bogstav. Og sådan har vi tænkt stimulering af den tidlige skriftsprogsudvikling ind i alle kits.

Digital skriftsprogsudvikling

Til iPad og iPhone kan man få den skønneste app, hvor dét at lære bogstavernes form og skriveretningen, trænes med leg og sjove effekter. Selv som voksen kan man blive grebet ;) Den hedder LetterSchool og bogstaverne siges på engelsk, men så slår man bare lyden fra.

For mange børn er det rigtig svært at skrive i hånden. Men de kan sagtens være motiverede for at lære bogstaverne og at lære at skrive ord, altså stave. Med app’en WriteReader kan barnet lave små bøger med billeder og børneskrivning.

Sidste forår deltog vi på Konferencen om digital skriftsprogsudvikling i Odense. I år handler konferencen om Digital og kreativ læring og vi deltager igen, så vi kan blive klogere og inspirerede – og dele det med dig.
Hvis du er indskolingslærer, pædagoger i dagtilbud og SFO, skole- og daginstitutionsledere, læsekonsulenter og –vejledere, deltager du måske selv?

Del gerne dette indlæg og skriv i kommentarfeltet, hvis dit barn har fundet bogstaver sjove steder!

[social_share/]

 

Når det lille barn hælder ting ud på gulvet

Små børn i 2-3-års-alderen elsker at hælde ting ud på gulvet. Vende bunden i vejret på spanden med klodser. Kaste spillekort op i luften og se dem falde ned på gulvet i en stor pærevælling. Eller alle kuglerne i Kalaha-æsken… Eller corn flakes’ene…

Det er bare sådan det er. Og vi kan vælge at blive irriterede og skælde ud og sige “Sikke et rod. Kan du samle det op igen!”

Eller vi kan vælge at erkende, at barnet nu er i hælde-sprede-fasen og dele oplevelsen med ham. For det er en del af barnets læring. Han undersøger verden og eksperimenter med fænomener. Det må han gerne! Om få år skal han skriver rapporter om det i skolen…

Sådan kan du tackle det

♥ Eksperimentet med havregrynene kan suppleres af en opgave med stor nytteværdi: At barnet selv fejer eller støvsuger dem op.

♥ Klodserne kan kastes i kassen igen – og hvis du holder kassen og går længere væk/tættere på og råber “Jaaaah!” hver gang en klods ryger i, så bliver det en sjov leg, som træner dit barn i at kaste og ramme. Du kan også give ekstraudfordringer og fortælle ham hvilken farve, han skal kaste i.

♥ Kuglerne ud over hele gulvet… Virkelig træls. Men det ER jo sjovt at hælde kuglerne ud, så hvis du finder en papkasse eller en plasticskål, han kan hælde kuglerne i, så kan legen fortsætte:) Når alle kuglerne så er hældt i, er det spændende at se dem suse rundt, hvis man svinger kassen eller skålen.

Hjemme hos Stine blev UNO-kortene fundet spredt på gulvet flere gange. Hun måtte samle dem op, for det var åbenbart for uoverskueligt for Pelle, som havde kastet dem. Det var først tredje gang, at Pelle på 3 udvidede sit eksperiment og prioriterede at samle dem op og møjsommeligt putte dem ned i den lille æske, hvorefter han tog en håndfuld ad gangen, slap dem højt oppe i luften og frydefuldt iagttog dem  dale ned på gulvet.

Pelle elsker at hælde from Smålinger on Vimeo.

 

I daginstitutionen

Stimulér med forskellige lege de 2-3-åriges fryd ved ting, der bliver hældt ud:

♥ Kast chiffontørklæder op i luften, så de daler ned over børnene

♥ Hæld en balje med ærteposer eller bløde bolde ned over børnene

♥ Syng og leg “Nu triller æggene afsted” (fra sangbog/cd Tryllestøv af Gitte Gregersen). Børnene går på skift rundt med en kurv med bolde eller rasleæg i. Til sidst i sangen skal barnet vende bunden i vejret på kurven, så alle æggene/boldene triller ud på gulvet. Alle børn hjælper med at samle dem op.

Saml haren – et terningspil

Her er et spil for de 3-5-årige, som træner

♥ ordforråd

♥ sprogforståelse (for overbegreber og underbegreber)

♥ talforståelse og tælleremsen

♥ finmotorikken

♥ visuel/rumlig intelligens

♥ koncentration

♥ venten på tur

Klik på billedet af haren – og print den ud – én til hver deltager + en hvor du kan tegne terninger på. Klip alle deltageres hare-dele ud. På det ark, som ikke er klippet ud, tegner du ud for

…ørerne: en terning med 1 prik

…armene: en terning med 2 prikker

…snuden: en terning med 3 prikker

…fødderne: en terning med 4 prikker

…halen: en terning med 5 prikker

…gulerod og top: en terning med 6 prikker

 

Sådan spiller I:

Hver deltager får en harekrop. Alle de andre hare-dele lægges midt på bordet. Man skiftes til at slå én gang med terningen. Når man slår en 1’er, finder man to ører og sætter på sin hare og så fremdeles. Den, der først får samlet en hel hare, har vundet.

[social_share/]

23. december – Juleklip lillejuleaftensdag

Har du også en 3-årig eller derover, som er vild med at klippe?

Hjemme hos både Lene og mig sidder der en tre-årig og klipper, når han kan se sit snit til det! Og lige nu med alle de pakker, der står og venter, er det fristende at klippe lidt…

For at imødekomme trangen og undgå ulykker, har vi derfor lagt rester af gavepapir frem til fri afklipning!

Det bliver klippet i de mindste stykker:)

At klippe træner naturligvis finmotorikken og øjehånd-koordinationen, specielt når der skal klippes efter en streg. Når barnet klipper papir til konfetti, stimulerer det hans en fornemmelse af mængde og størrelse.

Er dit barn lidt ældre, er her en nem klippeopgave i denne søde ventetid: Klip figurer ud af gavepapir eller reklamer. Lim dem fast på et stykke pap eller papir, så har I en fin julecollage. Det er noget, der styrker barnets koncentrationsevne, den rumlige og den matematisk-logiske intelligens, når billederne skal udvælges og arrangeres på papiret. Læg mærke til, om barnet sorterer efter farve, har lidt eller meget på de udvalgte motiver, kan placere dem i passende afstand, kan skabe balance i billedet.
At kunne se og skabe mønstre er en vigtig kompetence at tilegne sig. Det vil være en stor hjælp for barnet, når det senere skal lære at læse og lære regne.

Når du selv trænger til en pause, så sæt dig ved siden og klip et gammelt julekort ud til puslebrikker og lad barnet samle det igen.

 

Pelles tolkning af juleklip… Snap – gavebånd!

Kig også på instagram og se, hvordan Lenes Jonathan laver juleklip!

 

/Stine

[social_share/]

PS Fik du læst dagens låge d. 21. december – Juletræet i en sansekasse?