Indlæg

23. december – Juleklip lillejuleaftensdag

Har du også en 3-årig eller derover, som er vild med at klippe?

Hjemme hos både Lene og mig sidder der en tre-årig og klipper, når han kan se sit snit til det! Og lige nu med alle de pakker, der står og venter, er det fristende at klippe lidt…

For at imødekomme trangen og undgå ulykker, har vi derfor lagt rester af gavepapir frem til fri afklipning!

Det bliver klippet i de mindste stykker:)

At klippe træner naturligvis finmotorikken og øjehånd-koordinationen, specielt når der skal klippes efter en streg. Når barnet klipper papir til konfetti, stimulerer det hans en fornemmelse af mængde og størrelse.

Er dit barn lidt ældre, er her en nem klippeopgave i denne søde ventetid: Klip figurer ud af gavepapir eller reklamer. Lim dem fast på et stykke pap eller papir, så har I en fin julecollage. Det er noget, der styrker barnets koncentrationsevne, den rumlige og den matematisk-logiske intelligens, når billederne skal udvælges og arrangeres på papiret. Læg mærke til, om barnet sorterer efter farve, har lidt eller meget på de udvalgte motiver, kan placere dem i passende afstand, kan skabe balance i billedet.
At kunne se og skabe mønstre er en vigtig kompetence at tilegne sig. Det vil være en stor hjælp for barnet, når det senere skal lære at læse og lære regne.

Når du selv trænger til en pause, så sæt dig ved siden og klip et gammelt julekort ud til puslebrikker og lad barnet samle det igen.

 

Pelles tolkning af juleklip… Snap – gavebånd!

Kig også på instagram og se, hvordan Lenes Jonathan laver juleklip!

 

/Stine

[social_share/]

PS Fik du læst dagens låge d. 21. december – Juletræet i en sansekasse?

21. december – Juletræet i en sansekasse

Vi bor på landet og i går var vi ude og fælde juletræ på den gård, hvor vi plejer at gøre det. Det er tradition i vores hjem. Vi kan godt lide at få juletræet i hus kun et par dage før juleaften, og først juleaftensdag bliver det sat ind i stuen og pyntet. Så er det nemlig børnenes opgave på denne travle dag, som ellers godt kan være lang, og på denne måde bliver den fyldt ud med noget nyttigt og hyggeligt.

Jeg har kun ét lille førskolebarn nu og han er jo hele tre år, men med 4 børn har der efterhånden været mange år med en nysgerrig lille tumling! Og det kan være noget af en udfordring. Sådan en størrelse vil gerne pille ved juletræet, hive i grenene, rive pynten af og kaste med det eller gemme det og selv “pynte” træet (= kaste ting på træet!) Ved barn nr. tre havde vi lært det. Juletræet er fascinerende. Det glimter og lyser. Og det føles helt sikkert som meningsfulde aktiviteter for den lille. Men stadig…

Så i et lyst (læs: desperat) øjeblik fandt jeg på at blande en Juletræssansekasse:

Jeg lagde nogle afklippede grangrene fra juletræet i bunden af en kasse. Så puttede jeg lidt forskellig slags juletræspynt i med så forskellig tekstur, form og farve som muligt. Der kom også nogle julepuslespilsbrikker i, samt nogle bjælder i en lille plasticbeholder med låg. Så var der noget til hænderne, til øjnene og til ørerne.

Inden juletræet skulle pyntes, sad jeg med mindstebarnet og sansekassen og oplevede alle de fine ting. Det betød faktisk, at barnets trang til at kaste sig over juletræet blev mindsket kraftigt.

Efterhånden som børnene er blevet store nok til selv at hænge pynt på de nederste grene, har de fået lov til at være med til at pynte juletræ. I dag klarer de det helt selv, og de store hjælper de små. Det er stadig en sanseoplevelse, og det er noget, der stimulerer deres visuelle sans, når de skaber et harmonisk pyntet juletræ, som de bagefter er stolte af. Det styrker også deres evne til at samarbejde. De mærker glæden og spændingen ved, at juleaften nærmer sig, men på et tåleligt niveau, fordi de foretager sig noget praktisk og meningsfuldt.

 

/Stine

[social_share/]

PS Fik du læst dagens låge d. 19. december – Julefrokost på den kloge måde?

 

19. december – Julefrokost på den kloge måde

I Jonathans børnehave har de holdt julefrokost med smør-selv-dag. Først hjalp de til med at forberede buffeten og dække bordet, og så valgte og smurte de selv deres mad. Det er en super pædagogisk aktivitet, fordi den er meningsfuld og lærerig på én gang.

Måske har I også allerede holdt julefrokost med familie eller venner. Måske bliver det tid i juledagene.
For det lille barn kan det være overvældende med alle forberedelserne, som godt kan vare lang tid. Alle er lettere stressede. Men som i børnehaven kan man inddrage barnet og lader det deltage i tilberedningen af frokostbordet, så meget som det kan og vil. Så går timerne lettere og det hele bliver lidt sjovere. Barnet vil føle sig nyttigt og som en uundværlig del af fællesskabet – familien. Det styrker barnets selvværd. Det lærer at udføre en opgave og samarbejde. Det styrker både barnets selvværd, samt hans personlige og sociale kompetencer.

De allermindste kan sidde med på køkkenbordet i en lille stol og kigge på og snakke med. Hvis du fortæller ham, hvad du laver, føler han sig inddraget og han får stimuleret den sproglige udvikling.

Fra 1-årsalderen kan barnet sidde på køkkenbordet og sortere og putte grønsagerne i skåle og anrette brødet. Det stimulerer barnets matematisk-logiske intelligens.
Fra 2-års-alderen kan du give barnet en smørekniv til at skære nemme ting, fx agurk eller peberfrugt. Barnet kan også få lov at pille æg og klippe krydderurter. Dressinger skal røres, dej skal æltes, salt skal drysses.
Efterhånden som barnet mestrer de forskellige opgaver, kan han blive udfordret med nye opgaver.

[ipic id=”574328844757770989″] Det er altsammen med til at styrke barnets finmotorik, når muskler og led i hænder og fingre skal samarbejde og bruges på mange forskellige måder i køkkenet. Også øje-håndkoordinationen bliver udfordret.

 

/Stine

PS Fik du læst julekalenderen i går d. 18. december -Nissesangleg for 0-100-årige ?

[social_share/]

 

 

18. december – Nissesangleg for 0-100-årige

Det er julerytmik-onsdag og jeg faldt tilfældigt over en klassiker, som jeg har brugt meget til babyrytmik – uanset årstiden ;)

Nissen er en kunstig mand. En gammel, gammel sangleg, som står i De små synger. Så hvis du ikke kender melodien, gør din mor måske eller din bedstemor (de er jo helt vildt gamle)?! Den starter ligesom “Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en gammel mand”. Herefter bliver melodien anderledes, sådan lidt opremsende, dvs. hver linje lyder ens.

Sanglegen er en fagte- og bevægelsesleg for store som små. Til babyrytmik er det den voksne, der laver fagter og bevæger babyens arme og ben.

Nissen er en kunstig mand
Mange kunster nissen kan.
Han kan neje, bukke.
Han kan æbler plukke.
Han kan veje varer.
han kan skyde harer.
Han kan vralte, vrikke.
Dikkedikkedikke!

Med børn, som selv kan lave fagter og bevægelser, leger man sådan:

1. linje: Fægt med pegefingeren i luften
2. linje: Vift med alle fingrene på begge hænder.
3. linje: Buk kroppen – hovedet så lang ned mod gulvet som muligt.
4. linje: Stræk armene en ad gangen op mod loftet.
5. linje: Stræk armene ud til siden og vip hele overkroppen fra side til side (som en gammeldags vægt).
6. linje: Lav et gevær med armene og “skyd” i forskellige retninger.
7. linje: Gå rundt om dig selv, imens du vrikker med numsen.
8. linje: Udelades.

Med en baby leger man sådan:

Baby ligger på ryggen på gulvet, puslebordet eller den voksnes strakte ben.

1. linje: Fægt med pegefingeren: ”Nu skal du høre”.
2. linje: Vift med alle fingrene.
3. linje: Buk baby ved at tage fat i fødderne og skubbe knæene op over maven.
4. linje: Stræk armene op over hovedet en ad gangen 4 gange i alt.
5. linje: Hold baby i hænderne og løft overkroppen op. Er det en lille baby, holder du under armene og støtter nakken.
6. linje: Prik rundt på babys mave med en finger.
7. linje: Hold om babys lår og vip underkroppen fra side til side.
8. linje: Kild baby!

Sådanne fagte-/bevægelsessange er gode til at styrke sproget. Når barnet har en bevægelse at knytte ordene til, er de lettere at huske.

Bevægelserne er god “opvarmning” af kroppen, hvis man er opmærksom på at udføre strækkene rigtig godt – heeelt ned til gulvet og heeelt op til loftet.

Jeg lavede sanglegen her til aften med Pelle, som ikke er en baby – men han kan stadig godt lide legen ;)

Klik på billedet og se den lille video, vi optog

 

/Stine

PS Fik du læst julekalenderen i går d. 17. december – Julebag er læring, når det smager bedst?

[social_share/]

17. december – Julebag er læring, når det smager bedst

I vores familie er det farmor, der står for julebagning sammen børnene. Det er ret fantastisk. Julebagning er en tradition, og lur mig, om ikke hun fortæller lidt om, hvordan det gik til, dengang hun var barn i 1950-60’erne. Og dengang deres far var barn i 70-80’erne. Sådanne fortællinger er uvurderlige for børnenes personlige udvikling. Det at mærke, at man er en del af en familie, og en del af et større fællesskab. Og en begyndende forståelse af “gamle dage”.

Selve fremstillingen af julebag stimulerer alle barnets sanser. Duft og smag, naturligvis, men også følesansen, når der arbejdes med den let klistrede dej. Det er ikke alle børn (eller voksne), der bryder sig om det, fordi det netop er så stor en sanseoplevelse.

Når formene trykkes i dejen og kranse formes, er det finmotorikken, der stimuleres samtidig med, at barnets får styrket sin rumlige og matematisk-logiske intelligens, når han skal vurdere, hvor meget dej, han skal bruge, hvor store/små og tykke/tynde kagerne skal være. Husk at give ham lov!

Fantasien, den visuelle og kunstneriske intelligens kommer i spil, når barnet får lov at være kreativ og selv skære kager ud i figurer uden form. Små børn udtænker som regel ikke en plan, før de former eller tegner figurer. Den opstår, imens de arbejder.

Når kagerne er bagt, skal de pakkes i dåser. Det er lige en opgave for de helt små, som godt kan lide at putte ting ned i noget, sætte låg på, så det bliver væk – og åbne igen: Det er der stadig! Det stimulerer barnets forestillingsevne og hukommelse. Var der brune kager i den røde dåse? Klejner i den lilla?

På billedet herunder er Pelle og Sif ved at dele kager ud på tallerkener. Det træner hans forståelse for antal og mængde og han får selvfølgelig også trænet tælleremsen.

 

/Stine

PS Fik du læst julekalenderen i går d. 16. december – Julelege på iPad?

[social_share/]