Indlæg

Den første billedordbog | Brug den til sprogstimulering – også med 3-5-årige

I har sikkert flere varianter af “Min første ordbog”. Det er den slags pegebøger, hvor der er en masse billeder på hver side – gerne indenfor et bestemt tema – og hvor ordet er skrevet ved siden af hver enkelt motiv. Vi har en med Plet og en med Thomas Tog og flere andre.
Pelles yndlingsordbog for tiden er denne:

Min første ordbog

Han er begyndt at øve sig i skriftsprog med den, og det tip vil jeg give videre, men lad mig starte med idéer til, hvordan du bruger billedordbøger til at stimulere barnets sprog, der hvor han er i sin udvikling.

Pege-ordbøger er gode til at øge barnets ordforråd

Når barnet endnu ikke kan tale, kan du

♥ pege på motiverne og benævne dem og fortælle lidt om dem
♥ bede barnet om at pege på det, man nævner

Når barnet er ved at lære at tale, kan du

♥ gøre som før og samtidig opfordre barnet til at gentage (hvis han ikke gør det af sig selv)
♥ pege på motiverne og lade barnet benævne dem og fortælle om dem
♥ lade barnet pege og benævne

Når barnet skal have trænet udtalen, kan du

♥ gøre som når barnet er ved at lære at tale
♥ træne ord, som barnet ikke udtaler korrekt ved at bede barnet om at kigge på din mund, når du siger ordet (tydeligt) og dernæst gentage

Når barnet har et stort ordforråd, kan du begynde at lave gåder, fx

♥ kan du finde noget som er gult?
♥ kan du finde den, man graver med?
♥ kan du finde noget, man kan spise?

At lede efter motiver i en billedordbog giver barnet god øvelse i at kigge på “myldrebilleder” (kendt fra fx Flunkerne eller Find Holger). Det er en aktivitet, som stimulerer barnets synssans og evne til at fokusere på detaljer i en forvirrende helhed. Når barnet skal lære at læse, er det en vigtig evne at kunne fokusere på detaljerne og skelne mellem de tegnede streger. Ellers vil barnet opleve, at bogstaverne hopper og danser på siderne og så er det svært at læse.

P for Proptrækker

Pelle på 3,5 år har efterhånden fået et godt ordforråd og jeg bruger derfor ordbogen til at få ham til at sige sætninger om hvert ord/billede. Men på det seneste er han begyndt på noget nyt – helt af sig selv: Han finder P’er. “Der står Pelle!”, siger han og peger på et P.
P for Pelle.
Den aktivitet er startet i børnehaven, hvor der er navne- og ordskilte overalt. På køleskabet står der MADPAKKER. Der gik lige nogle dage, før jeg fattede, hvorfor Pelle sagde “Der står Pelle”, når han pegede på det skilt. Han genkendte selvfølgelig P’et :)

Han er altså ikke begyndt at lære bogstavernes navne endnu. Men han kan genkende forbogstavet fra sit eget navn og det forbinder han i første omgang med hele navnet. Han har forstået, at de sjove kruseduller har en betydning og at de kan læses. Han er godt i gang med sin skriftsprogs- og læseudvikling. (Og at han kan skelne mellem p, b og d er ret godt gået! Det er noget, mange børn kæmper med i skolen.)

P for Pindsvin

Hvornår barnet begynder at interessere sig for bogstaver og læsning er meget forskelligt. Nogle begynder allerede i 2-årsalderen. Og det gør de, hvis de bliver præsenteret for skriftsproget. Hvis det er en synlig del af deres hverdag, og de voksne omkring dem peger og fortæller og gør det til en leg. Lysten til at lære bogstaverne kommer helt af sig selv.

Så tippet, jeg ville give videre fra Pelle, er: Gør læsning til en naturlig leg. Peg på ordene i bogen og læs dem. Peg barnets forbogstav ud. Lige pludselig vil barnet efterligne legen.

/Stine

[social_share]

 

Styrk dit barns motorik og sprog – imens du slapper af i sofaen – Smålegetid/Uge 19

Kan du huske flip-flappen? :)

I denne uges SMÅLEGETID* skal du lave en flip-flap og så er en aktiv leg i gang.
Vi håber, du vil lege med!
 

(Psst! Du behøver ikke selv at lette dig fra sofaen…)



 

Med små børn giver det en sjov anledning til at følge en besked og udføre en bevægelse, når man først skal vælge et tal udenpå, så et tal indeni, så et tal mere, bag hvilket der står en anvisning.

Jeg har prøvet legen med de 4-årige børn i en sproggruppe, og det virkede utrolig sjovt og motiverende med den lille flip flap.

Fokus på bevægelse

Giv anvisninger som: Hop hen til vinduet. Kravl rundt om bordet. Kryb på maven under bordet. Kravl op på sofaen og hop ned. Gå museskridt ud i køkkenet. Hop ti englehop. Rul gennem stuen. Hop tolv frøhop. Slå en kolbøtte. Osv.
Udover motorikken, stimulerer legen også barnets evne til at lytte og følge en besked.

Fokus på sproget

Skriv sjove sætninger eller små rim i stedet for enkeltord. Barnet skal så tælle ordene i sætningen sådan her: Sig sætningen ord for ord og kast en ærtepose for hvert ord.

Variation til de 5-6-årige: Skriv et enkelt ord i flip-flappen. Barnet skal nu selv lave en sætning med ordet OG tælle ordene med ærteposer.

Hvis du ikke har ærteposer, så kast små bolde eller sølvpapirskugler i en spand.

Sådan folder du flip-flappen

Klip et kvadrat. Fold hjørnerne ind mod midten. Vend forsiden nedad mod bordet, og fold igen hjørnerne ind mod midten. Form flip-flappen som en lille æggebakke ved at stikke fingrene ind i hjørnehullerne (se det øverste billede).

*Hver mandag giver vi dig her på bloggen en lille leg, som du kan lege med dit lille barn i løbet af ugen.

Når ugen er gået, håber vi til gengæld, at du vil sende os et billede eller skrive lidt om, hvordan det er gået. På facebook eller som kommentar til dette blogindlæg.

At lege med sit barn behøver ikke at tage timer. Leg en lille leg på 10-15 min, når I alle er landet derhjemme efter en lang dag.

/Stine

[social_share]